Hvad får et køkkendesign til at holde gennem tiden?
Mere end 20 år efter, at det første gang blev lanceret, er Mano stadig et af Kviks mest ikoniske og langtidsholdbare køkkener. Med sine rene linjer, integrerede greb og enkle udtryk er det blevet et moderne eksempel på tidløst dansk design, der beviser, at enkelhed, godt håndværk og funktionalitet aldrig går af mode.
I denne episode af The Sociable Kitchen®-podcast dykker vært Julie Broberg ned i historien bag Mano sammen med den oprindelige designer Jens Erik Nielsen og Kviks Category Management Director, Claus Johnson. Sammen fortæller de om tankerne bag designet, hvordan det integrerede greb blev Manos karakteristiske kendetegn, og hvorfor det bedste danske design ikke handler om trends, men om at skabe produkter, som mennesker har lyst til at leve med i årtier.
Nedenfor finder du hele transskriptionen af episoden, hvor vi udforsker designfilosofien bag Mano, principperne bag dansk køkkendesign, og hvordan gennemtænkt håndværk kan skabe produkter, der forbliver relevante på tværs af generationer.
Lyt til historien bag Mano
Velkommen til The Sociable Kitchen®, en podcast fra Kvik. Jeg hedder Julie Broberg.
I 2004 var verden fuld af nye idéer.
Mobiltelefoner klappede sammen med et tilfredsstillende klik.
Ringetoner sagde noget om, hvem du var.
Bilerne fik større kølergitre og mere markante former.
Og køkkener... fulgte tidens trends ligesom alt andet.
Noget af det føltes spændende.
Noget af det føltes som fremtiden.
Det meste holdt ikke.
Men samme år blev noget langt mere stilfærdigt introduceret.
Et køkken.
Designet i Danmark.
Uden at forsøge at være det næste store.
Mere end 20 år senere er det stadig her.
Det bliver stadig produceret.
Det bliver stadig installeret.
Og det føles stadig... rigtigt.
Dette er historien om Mano.
Hvis vi vil holde det enkelt og elegant... hvad kan vi så fjerne?
Julie: Da Mano blev designet første gang, handlede det ikke om at skabe noget dramatisk. Det handlede om at løse et problem.
Som designeren bag Mano, Jens-Erik Nielsen, der arbejdede hos Kvik i mange år, skrev i sine oprindelige noter dengang:
"Vi kunne se en tendens væk fra greb... vi ønskede at skabe et håndvenligt design."
Den idé blev det definerende kendetegn: et køkken designet til hånden.
Ikke til øjet. Ikke til trends.
Til hverdagen.
Jens-Erik skrev også:
"Den ergonomiske del var meget vigtig... vi arbejdede meget med grebsudfræsningen."
Men Mano handlede ikke kun om grebet. Det handlede også om tilbageholdenhed.
Som Jens-Erik spurgte sig selv under designprocessen:
"Hvis vi vil holde det enkelt og elegant... hvad kan vi så fjerne?"
Det lyder enkelt.
Lige indtil man prøver.
Men Mano lykkedes.
Henrik Gade, der i dag er Kviks Director of Strategic Purchasing, husker, at selv dem, der var med tilbage i 2004, blev overraskede over Manos succes. Der blev solgt 60.000 fronter i løbet af de første fire måneder efter lanceringen. Efterspørgslen var langt større, end de kunne følge med til.
En snedker ser med fingerspidserne
Julie: For at forstå Mano skal man forstå noget om køkkener.
De bliver ikke kun set på.
De bliver rørt ved.
Jeg talte med Claus Johnson, Kviks Director of Category Management & Design, om netop den taktile oplevelse.
Claus: En snedker ser med fingerspidserne. Det er faktisk det, jeg gør. Jeg lader fingerspidserne glide hen over køkkenet for at mærke, om alle samlinger flugter, om de slutter tæt, om fronterne står helt på linje, og alle den slags ting. For hvis de ikke gør det, kan det virkelig ødelægge et ellers perfekt og smukt køkkendesign.
Julie: Det er dér, Mano lever. I de detaljer, du ikke lægger mærke til... før de er forkerte.
Og i noget andet, som Jens-Erik skrev i sine noter:
"De horisontale linjer... vi ønskede sammenhængende linjer hele vejen igennem."
Det rolige, ubrudte udtryk blev Manos signatur.
Ikke højtråbende.
Ikke dekorativt.
Bare... i balance.
ulie: De fleste køkkendesigns holder ikke.
De ændrer sig. De bliver udskiftet.
De går af mode.
Så hvorfor gjorde Mano ikke? Som Jens-Erik siger:
"Jeg synes, Mano er et tidløst design... den rolige og underspillede elegance fungerer stadig i dag."
Men tidløshed opstår ikke bare af sig selv. Det er Claus enig i.
Claus: Vi vender tilbage til Mano hvert andet eller tredje år... tilføjer små forbedringer, nye farver og nye funktioner. Det gør vi, fordi vi oprigtigt mener, at det er et af de bedste designs, en kunde kan købe.
Julie: Det er den del, de færreste ser.
Mano stod ikke stille. Det udviklede sig... med omtanke.
Claus: Dansk design er ikke ekstravagant... og det er netop det, der gør det tidløst.
To nye, moderne farver — crema og mocha
Julie: Mano har været gennem lidt af en farverejse. Fra højglanshvid til orange prikker inspireret af Verner Panton, trætoner, mørkegrå og sortbejdset træ til nutidens populære arizona beige. I dag ser Mano anderledes ud end i 2004.
Ikke radikalt. Men meningsfuldt.
Nye moduler.
Nye funktioner.
Nye måder at leve med køkkenet på.
Og Jens-Erik er sikker på, at Mano vil fortsætte med at udvikle sig.
Hvad er det næste for Mano? Nye farver inspireret af kaffens varme og indbydende nuancer: crema og mocha.
Crema er en blød, næsten hvid nuance, som det første morgenlys i et rum. Som det øverste lag på en velbrygget espresso dæmper den det skarpe i ren hvid og erstatter det med noget roligere og mere hjemligt. Den kræver ikke opmærksomhed, men ændrer alligevel følelsen af alt omkring sig. Lysere, blødere og mere afslappet.
Mocha er dybere og varmere. En fyldig brun nuance med netop den blødhed, der gør den indbydende frem for tung. Det er farven på en kop kaffe sidst på eftermiddagen, når lyset bliver blødere, og alting føles lidt mere afslappet. Den tilfører rummet dybde, men også en følelse af tryghed. Noget solidt, jordnært og let at falde til i.
Som Jens-Erik siger:
"De her farver er moderne... men også langtidsholdbare."
Det er ikke trendfarver.
Det er farver til livet.
Folk vælger Mano igen og igen
Julie: I 2004 var hitlisterne fyldt med sange som Yeah! af Usher og Britney Spears' Toxic. Selvsikre sange, som var indbegrebet af deres tid. Design fulgte den samme rytme. Højglans, markante kontraster og stærke former. Idéer, der føltes nye, spændende og helt rigtige lige dér og da.
Men tiden har det med at ændre alting.
Det, der engang føltes moderne, kommer til at virke dateret. Det, der engang skilte sig ud, glider ind i mængden.
De fleste ting fra den tid hører hjemme netop dér.
Men Mano satte sig ikke fast på samme måde.
Så hvad er det egentlig, der får noget til at holde?
Som Jens-Erik siger:
"Det ved man ikke, før det rammer markedet... det er kunderne, der gør et design tidløst."
Ikke designerne.
Ikke brands.
Menneskene.
Ved at vælge det.
Igen og igen.
Claus: Det mest bæredygtige er at sørge for, at et køkken holder i mange år.
Ja, Mano har altid været et af vores kunders foretrukne designs. Og det har været en del af vores sortiment i mere end 20 år. Med jævne mellemrum vender vi tilbage til Mano, hvor vi forfiner de små detaljer, retter mindre udfordringer, forbedrer overfladerne og gør ergonomien endnu bedre.
Og så introducerer vi nye farver og andre forbedringer.
Det har vi gjort flere gange, og derfor vil jeg sige, at Mano i dag er tæt på perfektion. Det er et køkken, der ser fantastisk ud, men som også fungerer virkelig godt.
Mano har den unikke egenskab, at grebslinjen altid løber ubrudt gennem hele designet.
Det er ligegyldigt, om du har underskabe eller højskabe, om du placerer dem ved siden af hinanden, eller om du flytter ovnen op eller ned. Linjerne kan altid fortsætte gennem hele køkkenet, så intet bryder det visuelle udtryk, når du ser på Mano.
En anden styrke ved Mano er funktionaliteten, som minder om vores Ombra-design.
Du kan også bruge underhåndsgrebet til at åbne den øverste skuffe, hvor du opbevarer de ting, du bruger mest.
Og vi har faktisk mange Mano-kunder, som flytter til et nyt hus... og vælger et Mano-køkken igen.
Det var, som om køkkenet var dagens samlingspunkt. Hver eneste dag.
Julie: Apropos mennesker, der har haft flere Mano-køkkener, så voksede en af Kviks franchisetagere, Sandra Lynge, op med et Mano-køkken derhjemme. I dag sælger hun dem fra Kvik-butikken, som hun driver sammen med sin partner på Østerbro i København.
Sandra: Faktisk da jeg var lille... nej, undskyld, det var min lillebror... han tegnede på vores gamle køkken.
Min mor syntes, der var blevet så stille ude i køkkenet, så hun gik derud. Og min lillebror havde taget en sort tusch og tegnet over det hele. Hele køkkenet var sort.
Så fik vi et hvidt Mano-køkken. Det må have været i 2004, så jeg har nok været omkring ti år gammel.
Bagefter byggede min far vores sommerhus i 2006, og der fik vi også et Kvik-køkken. Ligesom The Sociable Kitchen®. Det var en del af det store opholdsrum.
Vi startede dagen dér, og vi sluttede dagen i køkkenet. Min far bagte hver eneste weekend, så det føltes, som om køkkenet var dagens samlingspunkt. Hver eneste dag.
Og så blev mine forældre skilt for omkring otte år siden, og i dag har min far også et hvidt Mano-køkken i sit hus.
Dansk design — gode idéer er skabt til at holde
Julie: Mere end tyve år senere er Mano stadig her.
Ikke fordi det råbte højest.
Men fordi det gjorde de vigtige ting rigtigt.
Og blev ved med at gøre dem rigtigt.
Det er Mano.
Og det var alt for denne episode af The Sociable Kitchen® podcast. Tak til Claus Johnson for at komme i studiet og fortælle om Mano, og tak til Jens-Erik Nielsen for at dele sin store viden om Mano med os. Også en stor tak til Henrik Gade og Sandra Lynge for at dele deres Mano-historier.
Denne episode blev produceret af mig, Julie Broberg, sammen med lydtekniker Magnus Vad fra Feedback Studio ved havnen i solrige Aarhus.
